Hvad er netkunst?

Netkunsten er m.a.o. en stedspecifik kunstform, der er bundet til sin tilstedeværelse og handling på nettet. Det er derfor nødvendigt, at man skaber et online rum, som Net.Specific, hvor netkunsten kan udstilles og opleves.

Netkunst – en definition

Netkunst terminologien kan være svær at afgrænse, i særdeleshed da flere netkunstnere med tiden har bevæget sig udenfor deres ‘webdomæne’. Tilsvarende er betegnelsen net.art, med sit markante punktum i midten, blevet til en historisk term for den tidlige netkunst, der kan tidsbestemmes fra ca. 1993/94 frem til starten af 00’erne. I dag arbejder kunstnerne med nettet i en udvidet praksis, der med mobile enheder giver nye muligheder i netværket. Det samme gør kunstnere, der knytter det fysiske rum sammen med online-rummet, selvom dette også tidligere har været anvendt i praksis.

Det kan være svært helt at afgrænse netkunstens felt, dog kan det slås fast, at den skal være afhængig af internettet for at kunne kategoriseres her. Mange vil også mene, at den skal eksistere i en browser for at kvalificere sig som netkunst, men her er det igen afhængig af, om det er World Wide Web, der tales om, eller det er en mere generel netværksbetragtning der anskues.

Netkunstens mange former

Mange tidlige netkunstnere beskæftigede sig med den utopi, der knyttede sig til internettet i de første år. I særdeleshed idealiserede mange af internettets nye brugere den uendelige tilgang til data og til den frie strøm og distribution, som nettet bragte med sig. Denne ideale tilstand var dog ikke en egentlig realitet, da søgemaskiner og browsere hurtigt fik deres egen økonomiske agenda, hvilket flere netkunstnere problematiserer og viser i deres værker. Fx den amerikanske netkunstner Mark Napiers værk The Shredder (1998), der bogstavelig talt makulerer og dekonstruerer det website, som tastes ind i søgefeltet.

Den tidlige netkunst brugte ofte internettets kodede eksistens som central tematik i værkerne, hvilket den til stadighed gør. Man kan tale om en decideret kode-æstetik, hvor brugen af fejlen, en såkaldt ‘glitch’, bliver et metodisk greb i netkunsten. Den belgisk / hollandske netkunstgruppe JODI, som også er med på Net.Specifics første udstilling, er kendt for at være den første til konsekvent at bruge glitch i værkerne. Ved at gøre den bagvedliggende kode til et centralt fokus, vender JODI mere eller mindre vrangen ud på nettet. Værkerne er ofte lettere kaotiske og abstrakte lag af kode, der udfordrer brugerens visualitet og navigationsmønstre på nettet. Læs mere om JODIs værk i Net.Specifics udstilling

Hyperlinket, et markant netkarakteristika, er tilsvarende blevet anvendt af kunstnere som et narrativt, fortællende instrument. Eksempelvis russiske Olia Lialinas værker, der skaber strukturer, som bl.a. fortæller om en hypertekstuel rejse rundt på nettet i værket Agatha Appears (1997 / rekonstrueret 2008) eller som et visuelt digt i My Boyfriend Came Back from the War (1996), hvor man klikker rundt mellem værkets sites.

Den kritiske og konceptuelle netpraksis

Hvor de fleste netkunstnere har en generel bevidsthed om nettets funktionaliteter, så er der nogle direkte aktivistiske netkunstgrupper, der tager nettets kommercielle interesser under kærlig behandling. Gruppen etoy har bl.a. arbejdet med brugerens egen kritiske bevidsthed i deres Digital Hijack (1996): Når brugeren søgte på specifikke ord, blev de bogstavelig talt bortført og videresendt til et website med navnet hijack.org. Sitet overtager søgningen og et digitalt hijack finder sted. Gruppen har også ligget i en omfattende retssag med det kommercielle firma eToys Inc. om rettighederne til navnet og webadressen etoy.com. Retssagen inkluderede en mobilisering over hele netværket i en TOYWAR (1999), som endte med at net-kunstgruppen etoys vandt. Sejren er blevet et markant symbol på, hvordan magtfordelingen i den digitale kultur kan vippes.

Det samme ses hos gruppen ®TMark. De skabte i 1999 to falske websites, GWBush.com og Gatt.org, som satte fokus på centrale problematikker ved henholdsvis George W. Bushs politik og World Trade Organisations programmer. WTO websitet Gatt.org blev af mange set som officiel og gav gruppen en invitation til at deltage i en kongres i 2000 som WTO – og aktivistgruppen The Yes Men var født. Gatt.org er et godt eksempel på en intervention påbegyndt online, som er flyttet ud i det fysiske rum som politisk aktion. Denne type af falske websites er også en konsekvens af den anonymitet, man ubesværet kan påtage sig på internettet, hvor en overbevisende falsk side kan skabes af alle med programmerings evner. Her er det muligt at performe og skabe sin egen identitet, bedrive undergravende virksomhed og dyrke hvad medie- og netaktivisterne i Critical Art Ensemble kalder for ‘digital civil ulydighed’.

En mere konceptuel kritisk praksis ses hos kunstnere som serbiske Vuc Cosic og engelske Heath Bunting. Bunting har en kritisk tilgang til institutionen og samfundet. Han er interesseret i at se verden igennem netværket og diverse systemer. Bunting skaber værker, der skitserer og problematiserer disse, fx økonomiske interesser i værket Skint: The Internet Beggar (1996) og det komplekse identitetsprojekt The Status Project (2004-2014). Cosic har i samme ånd kritiseret udstillingsmediet. Fx Documenta X’s udstilling af netkunst med værket Documenta Done (1997), som er en direkte kopi af Documentas website, før den blev taget af nettet.

Hollandske Constant Dullaart leger tilsvarende med kommercielle tendenser på nettet. Han er bl.a. interesseret i at rekontekstualisere materialer, som han har fundet online og vise nye sider af disse. Dullaart har fx lavet både en roterende, en sovende og en rystende Google browser og lavet performances, både live og via You Tube, hvor han blandt andet opfører en menneskelig udgave af en dvd-screensaver.

Hacking, kloning og kopiering

At nettet er et system, der giver materiale til netkunsten er væsentlig. Her hackes, klones, kopieres, approprieres og laves digitale collager, hvor spørgsmål omkring rettigheder og autenticitet for alvor kommer i spil. Mange netkunstnere har en demokratisk holdning til nettets materialer og går ind for deling og copy-left, som kommenterer på absurditeten ved copyright på internettet.

Den italienskfødte netkunstgruppe 0100101110101101.ORG har konsekvent gennem deres praksis lånt fra den digitale kultur og populærkulturen og taget konsekvensen af også at dele deres egne personlige materialer i værket Life Sharing (2001-03). De har kopieret og hacket andre websites, bl.a. netkunstgruppen JODIs værker i Copies (1998) og udstillingssitet Hell.com (1999), i en protest mod adgang kun for medlemmer. Man kan knytte netkunstnernes genbrug, kloning og viderebearbejdelse af andres materiale til open-source bevægelsens tanker om tilgængelighed, som mange netkunstnere associerer sig med. En tankegang, der er en direkte konsekvens af nettets kodede materialitet.

Nettet – et performativt rum

Internettet er i sig selv performativt, bl.a. gennem dets omskiftelighed og dynamik. Netkunsten afspejler i høj grad denne performativitet og såkaldte online-interventioner og performances har tidligt set dagens lys. Et kendt eksempel er den førnævnte WTO-intervention af ®TMark. Flere netkunstnere ser også sig selv som performance-kunstnere, der sætter en handling i gang via nettets egne mekanismer og performativitet. Netkunstværker kan i den forstand være selvorganiserende virale organismer, der distribueres over et netværk, fx 0100101110101101.ORGs Biennale.py (2001). Værket er en python virus, der videredistribuerer sig selv og lever sit eget liv i netværket. Til Net.Specific har 0100101110101101.ORG tillige skabt et viralt værk, en happening, hvor rygtedannelse og distribution af digitalt materiale er i fokus. Læs mere om 0100101110101101.ORG og værket Emily’s Video

At lave live performance på internettet er blevet mere udbredt med Web 2.0 og sociale medier, hvor syntetiske verdener, online computerspil og chatrooms er blevet en scene for kunstnere at udfolde sig på. 0100101110101101.ORG har specialiseret sig i dette og lavede fra 2003 og frem re-enactments af kendte historiske performance-værker i den syntetiske verden Second Life. Tilsvarende konstruerede de et fingeret selvmord over et chatroom i værket No Fun (2010).

Brugen af det fysiske rum

At netkunsten kan være knyttet til det fysiske rum er ikke nyt. Allerede fra begyndelsen var det vigtigt for kunstnerne at mødes i det fysiske. Nogle vægtede at skabe værker, der aktiverede både det fysiske og det digitale, online rum i en proces, hvor det ene understøttede det andet. Et tidligt eksempel på et værk, hvor internettet spillede en væsentlig rolle knyttet til et fysisk rum er Antonio Muntadas The File Room (1994), hvor brugerne både kunne søge efter og arkivere deres eget materiale om censur. Nogle netkunstnere i dag har tilsvarende fokus på den forskydning, der kan være mellem online tilstedeværelse og steder placeret i det fysiske landskab, fx den canadiske kunstner Michelle Teran, der skaber fortællinger gennem brug af data og online kort som fx Google Maps. Læs mere Michelle Teran og værket The Little Yellow House samt Jens Wunderling og Philipp Boschs værk Transgression, der begge igangsætter det fysiske rum i Net.Specifics udstilling.