Netværkskuratering
Det er væsentligt at have i baghovedet, at netkunsten i første omgang er en kunstform, der lever sit eget liv uden for museer og udstillingssteder. Det er derfor en udfordring at indlemme den i kunstinstitutionens ofte ret traditionelle struktur.
Når man beskæftiger sig med netkunst, er det er vigtigt, at man i kurateringsprocessen respekterer værkernes dynamik og ikke låser dem fast. Der findes en anden form for dynamik på nettet og ikke kun pga. værkernes struktur, men også i den forgængelighed og ’tab af kontrol’, der kan findes i det distribuerbare netværk. Dette er en præmis, man som kurator må tage med som et væsentligt karaktertræk ved netkunsten, som man må respektere, når man inkorporerer den i en museal ramme.
Siden netkunsten opstod i midt 1990’erne har udstillingssteder forsøgt at udstille den i fysiske udstillingsrum. I særdeleshed har man set udstillinger med opstillede computere – én til hvert netkunstværk. I de mest radikale tilfælde har værkerne været låst til én specifik computer, hvilket er stik imod netkunstens dynamik og oprindelig intention, hvor værkerne er afhængige af dens netspecifikke kontekst – herunder andre websites. Der ses her en bevægelse væk fra en objektorienteret tilgang til kuratering mod et fokus på proces og netværk, hvor der ifølge kuratoren og teoretikeren Josia Krysa sker en naturlig forskydning i, hvordan kurateringen rent politisk (med magtrelationer og kontrol) finder sted. Kuratoren bliver producent af en ny kontekstualiserende ramme for værkerne på nettet.
Netkunsten er naturligt blevet indskrevet i en kuraterings-praksis online, hvor både små aktører og enkeltpersoner har kunnet skabe linkbaserede udstillinger med netkunst på deres hjemmesider. Der opstod også større tiltag i netkunstes første år, som tog netkunsten til sig, fx Rhizome.org og danske Artnode, der var med på scenen fra begyndelsen af. Store institutioner, særligt i USA, har tilsvarende lavet specielle ‘rum’ på nettet til netkunsten. Bl.a. kan Walker Art Centers Gallery 9 (skabt af Steve Dietz fra 1997-2003) og Whitney Museums Artport (skabt af Christiane Paul i 2001) fremhæves. Flere af disse inkluderer også anden medie-baseret kunst.